På tur langs Costa Prata (Sølvkysten) - fra Peniche til Figueira da Foz.


Peniche ligger ca. 80 km. nord for Lissabon ude ved kysten. Det er en rigtig hyggelig by, som har bevaret sit oprindelige udseende med mange små smalle gader trods relativt mange besøgende om sommeren. Fisk og skaldyr fra Peniche er berømt i hele området. Langs havnen ligger en række små og billige fiskerestauranter, som servere lokale specialiteter - de har næsten alle sammen en grill stående ude foran. Udenfor byen - længst mod vest - ligger Cabo Carvoeiro, som er en klippepynt med en fantastisk udsigt. Hvis der er bølger, slår de flere steder højt op over de eroderede klipper. Øst for Peniche ligger den lille by romantiske by Baleal, som er kendt for sin dejlige dobbeltstrand.

Ca. 25 km fra Peniche inde i landet ligger Obidos (i øvrigt tæt på motorvejen fra Lissabon). Obidos er en charmerende middelalderby, hvor hele byen omkrandses af en høj borgmur. Idag er hele bygningsværket blevet restaureret og derved blevet en yndet udflugtmål, hvor man både kan gå en tur i byen eller oppe på borgmuren, hvorfra der er en flot udsigt.

Yderligere 50 km mod nord ude ved kysten ligger Nazaré, og på vejen passeres badebyen São Martinho do Porto. Lidt inde i landet mellem de to kystbyer ligger Portugals største kirke Alcobaca som blev påbegyndt nogenlunde samtidig med landets fødsel omkring år 1150 - særligt klostergården og gravene er seværdige.

Nazeré var oprindeligt en fiskeby, men bliver nu i sommersæsonen besøgt af mange turister både portugisere og udlændinge. Byen er endnu ikke helt er gearet til at håndtere de mange besøgende - det er i hvert fald lidt af en prøvelse at skulle i gennem byen i bil. Stranden ligger lige foran byen og selv om den er stor, er den særligt i den nordlige ende temmeligt overfyldt. Kør derfor i stedet for lige ud syd for byen, hvor der ligger en strand (vist nok Praia Nova) med masser af plads. Selve Nazeré by er bygget på de stejle skråninger ned mod havet og fra Sitioklippen i nordenden af byen er der en imponerende udsigt udover by, strand og evt. solnedgang. Der er rig mulighed for at leje privat værelser i byen, men man skal bestemt forhandle om priserne. Vi spurgte i stedet for på et hotel og som kunne skaffe os kontakt til en stor dejlig lejlighed i byen (ikke på hotellet) til en billigere pris.

Omkring 25 km må nordøst ligger Batalha - et imponerende gotisk dominikanerkloster og et af Portugals flotteste bygningsværker. Yderligere 20 km inde i landet ligger Fatima, som regnes for at være et af katolikkernes mest betydningsfulde steder. Tusinder af pilgrimme ankommer hver d. 13. maj og 13. okt. for at ære og tilbede Jomfru Maria.

Den næste store kystby, Figueira da Foz, er i modsætning til Nazeré forlængst omdannet til en egentlig turistby med kasino og marina. Da vi ankom til byen fik vi gennem byens hjælpsomme turistinfomation anvist nogle private værelser (det viste sig faktisk at være i samme ejendom, som vi havde boet i 7 år tidligere). Der er ingen problemer med plads på byens dejlige strand, men skal man være kritisk, ja så er den næsten for bred. Der er masser af restauranter i byen, men dem der ligger i centrum har en tendens til at være upersonlige og lidt dyrere. Vi fandt en lille lokal fado-restaurant, drevet af en ung fyr (og hans mor i køkkenet). Selv om vi kom lidt sent, så startede han med at sige, at vi bare skulle tage det roligt for køkkenet lukkede ikke før vi var færdige - så var stilen lagt. Jeg kan desværre ikke huske restaurantens navn, men den lå på en af de små pladser på hovedvejen ud må byens flodside.

12-08-99
Peter Grandt
grandt@portugalnet.dk


Retur