Der bliver ind imellem kørt (for) stærkt i Portugal – måske fordi fartkontrollen indtil videre har været relativt begrænset. Der er naturligvis politi med måleudstyr på vejene, men Portugal har alligevel i lang tid været et af landene i Europa med mindst fartkontrol.
Siden januar 2007 har bystyret i Lissabon eksperimenteret med automatiske fart-kamera’er i Lissabon-området. Inden prøveperioden udløb nåede man sågar at knipse en travl portugiser med 223 kilometer i timen.
Fra juli 2007 er 21 automatiske målestationer sat op og spredt ud over byens travle vejnet.
Det drejer sig indledningsvis om 2nd Circular, Avenidas das Descobertas, Índia, Cidade do Porto, Brasília, Ceuta, Infante Dom Henriques, Estados Unidos, Gomes da Costa, Gago Coutinho, Campo Grande tunnelen, Marques de Pombal og tunnel, Avenida João XXI og Radial de Benfica.
For den udenlandske turist er det i øvrigt værd at være opmærksom på, at såfremt man stoppes af politiet som turist, afregnes bøder på stedet. Er man ikke indstillet på at betale bliver man bedt om at erlægge et depositum svarende til den maksimale bøde for forseelsen – depositumet er som regel højere end bøden. Nægter man fortsat kan politiet tage bilen i pant. Det skal dog bemærkes, at det portugisiske politi langt hen af vejen er overmåde large – og ikke stopper folk for petitesser. Man kan desuden opleve at små-forseelsen bliver glemt, når den venlige politimand finder ud af at man taler dansk.
|